Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

løb

Løbeteknik: 5 øvelser og tips til en bedre løbestil

Nikolaj Bonde

Artiklen er skrevet med input fra

Nikolaj Bonde

Løbecoach og eliteløber

Nicklas Falkesgaard Pedersen

Artiklen er skrevet med input fra

Nicklas Falkesgaard Pedersen

Fysioterapeut

Føles dit løb tungt, eller bliver du hurtigt træt i benene?

Så kan der være meget at hente i din løbeteknik. En bedre teknik gør dit løb lettere og mere effektivt, så du bruger mindre energi ved den samme fart.

Det kræver ikke lange træningspas. Et par fokuserede minutter et par gange om ugen er nok til, at kroppen gradvist lærer en ny og bedre løbestil.

I denne artikel bliver du klogere på:

  1. Hvad god løbeteknik er
  2. De 4 typiske fejl, løbecoach Nikolaj Bonde ser i sine tekniktimer
  3. Hvad en god kadence er
  4. 5 løbetekniske øvelser
  5. Hvordan du får teknikken med ud på løbeturen


Hvad er god løbeteknik?


Der findes ikke én perfekt løbestil, der passer til alle. Vi er bygget forskelligt, og kroppen finder selv en del af sin egen rytme. Alligevel er der nogle kendetegn, som går igen hos løbere med en effektiv teknik:

  • Oprejst overkrop med en let fremadlæn fra anklerne, ikke fra hoften
  • Foden lander tæt under kroppen og ikke langt foran den
  • Afslappede skuldre og arme bøjet i cirka 90 grader, som svinger frem og tilbage i stedet for på tværs af kroppen
  • Et stabilt bækken, så hoften ikke falder ud til siden, når du lander
  • Mange korte skridt frem for få lange

God løbeteknik handler i bund og grund om løbeøkonomi: hvor lidt energi du bruger på at holde en given fart.


Skal du lande på forfoden eller hælen?


Det er et af de mest diskuterede spørgsmål om løbestil, og der er ikke ét rigtigt svar. De fleste motionister lander på hælen, og forskningen viser ikke, at forfodsløb generelt er bedre.

Det vigtigste er, hvor foden lander i forhold til kroppen. Lander den langt foran dig, bremser du en smule for hvert skridt. Lander den tæt under hoften, ruller du lettere videre.

Vil du ændre din fodisætning, så gør det gradvist. Et pludseligt skift til forfodsløb flytter meget belastning over på lægge og akillessener.


4 typiske fejl i løbeteknikken


Løbecoach Nikolaj Bonde har i mere end ti år hjulpet løbere med deres teknik i individuelle tekniktimer. Især fire fejl går igen:

  1. Du løber for afslappet. Kroppen bliver slap og "dvask", og du mister den spændstighed, der giver et godt afsæt.
  2. Din kadence er for lav. Du tager få og lange skridt, som giver en tung rytme og en dårlig fodafvikling.
  3. Fart og teknik er ude af takt. Bevægelserne bliver uharmoniske, så tempoet og løbestilen ikke spiller sammen.
  4. Overkroppen roterer for meget. Armene svinger ind foran kroppen, og du kommer til at løbe vuggende.

“Den gode nyhed er, at det er ret simple øvelser, der skal til, før du mærker, at dit løb bliver mere effektivt,” siger Nikolaj Bonde.


Hvad er en god kadence i løb?


Kadence er det antal skridt, du tager i minuttet. Mange motionister har en lav kadence, fordi de tager lange skridt, hvor foden lander foran kroppen.

Nikolaj Bonde anbefaler typisk en kadence på 170-180 skridt i minuttet. Der er dog ikke ét tal, der passer til alle, for kadencen afhænger blandt andet af din højde og din fart.

Et sikkert sted at starte er at øge din nuværende kadence med 5-10 %. Studier har vist, at det mindsker belastningen på knæ og hofte, fordi skridtene bliver kortere, og foden lander tættere under kroppen.

Sådan gør du:

  • Find din kadence på dit løbeur efter en rolig tur
  • Læg 5 % oven i, og brug urets metronom eller musik i det rette tempo
  • Hold den nye kadence i korte perioder, og byg gradvist op


5 løbetekniske øvelser


Løbetekniske øvelser træner de enkelte dele af løbeskridtet: isæt, afsæt, holdning og rytme. Nikolaj Bonde anbefaler, at du laver dem efter en let opvarmning på 1-3 km på en flad strækning på 20-25 meter.

Lav øvelsen hen ad strækningen, og gå roligt tilbage. Gentag 3-4 gange pr. øvelse. Det tager 5-10 minutter i alt.

“Løbeteknik er kvalitet frem for kvantitet. Fem til ti minutter er nok, men de skal være fokuserede, så du udfører øvelserne rigtigt,” siger Nikolaj Bonde.

Husk under alle øvelser: rank overkrop, høj hofte, arme i cirka 90 grader og landing under kroppen.


1. Ankelløb


Løb fremad med små, hurtige skridt, hvor knæene næsten er strakte, og bevægelsen kommer fra anklerne. Hav kort kontakt med underlaget, og land under hoften. Øvelsen træner et hurtigt og fjedrende afsæt.


2. Knæløft


Løft knæene skiftevis op til hoftehøjde i et hurtigt tempo, mens du bevæger dig langsomt fremad. Hold overkroppen rank og hoften høj, og lad armene arbejde med. Øvelsen træner holdning og et aktivt knæløft.


3. Hælspark


Spark hælene op mod balden i et højt tempo, mens du bevæger dig fremad med korte skridt. Hold knæene pegende ned mod underlaget. Øvelsen træner en hurtig og kompakt benføring.


4. A-skip


Lav et rytmisk skip, hvor du løfter det ene knæ, mens du laver et lille hop på det andet ben. Træk derefter foden aktivt ned, så den lander under kroppen. Øvelsen koordinerer arme og ben og træner et stærkt isæt.


5. Stigningsløb


Løb 60-80 meter, hvor du gradvist øger farten, til du er tæt på din topfart de sidste meter. Slip derefter roligt, og gå eller jog tilbage. Lav 4-6 gentagelser. Her får du brugt teknikken ved en højere fart.


Sådan får du teknikken med ud på løbeturen


  • Gør øvelserne til en del af din opvarmning 2-3 gange om ugen, gerne før dine intervalpas.
  • Vælg ét fokuspunkt ad gangen på dine rolige ture, for eksempel kadence eller armføring.
  • Film dig selv fra siden og bagfra, eller få lavet en løbestilsanalyse. Meget af det, du ikke kan mærke, kan du se.

Få flere øvelser i vores guide til optimal opvarmning til løb.


Når trætheden tager over


Selv en god løbestil ændrer sig, når du bliver træt. Det ses tydeligt sidst på en lang tur eller et maraton, hvor bevægelserne bliver tungere og mindre koordinerede.

“Når baldemusklerne bliver trætte, falder bækkenet ned i landingen, og knæet glider ind mod midten. Så skal andre muskler og sener tage over og arbejde mere, end de burde,” siger fysioterapeut Nicklas Falkesgaard Pedersen.

Derfor er styrketræning for hofte og core en vigtig del af at holde teknikken hele vejen. Se øvelserne i vores guides til hofteøvelser og styrketræning for løbere, eller læs mere om alignment under løb.


GLU-TECH løbetights og stabilitet omkring hoften


Vores GLU-TECH løbetights har et indbygget bånd, der skal støtte baldemusklerne. I et studie fra foråret 2023 målte to eksterne idrætsteknologer, uddannet fra Aalborg Universitet, på løbere med udtrættede baldemuskler i universitetets bevægelseslaboratorium.

Sammenlignet med kontrol-tights var bækkenfaldet 12 % mindre og hoftens indadrotation 46 % mindre med GLU-TECH løbetights. Resultaterne indikerer, at GLU-TECH løbetights kan øge stabiliteten omkring hoften under løb, særligt når baldemusklerne bliver trætte. Læs mere om studiet her.

liiteGuard GLU-TECH LONG TIGHTS løbetights i sort

Se GLU-TECH LONG TIGHTS til kvinder eller til mænd.


Kom godt videre med dit løb


Kombinér din tekniktræning med et struktureret løbeprogram, og brug vores pace beregner til at finde det rette tempo på dine ture.