Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Piriformis syndrom: Symptomer, test og 4 øvelser mod ondt i ballen
løb

Piriformis syndrom: Symptomer, test og 4 øvelser mod ondt i ballen

Nicklas Falkesgaard Pedersen

Artiklen er skrevet med input fra

Nicklas Falkesgaard Pedersen

Fysioterapeut

Har du ondt dybt inde i ballen, måske med en jagende smerte ned bag i låret?

Så kan det være piriformis syndrom. Det er en tilstand, hvor en lille muskel dybt i ballen irriterer iskiasnerven, og den kan ramme både løbere og folk, der sidder meget.

Smerter i ballen kan dog have mange årsager, så det er vigtigt at kende forskel.

I denne artikel bliver du klogere på:

  1. Hvad piriformis syndrom er
  2. Symptomerne, og hvordan det adskiller sig fra iskias
  3. En enkel test, du selv kan lave
  4. 4 øvelser til piriformis syndrom
  5. Hvor lang tid det tager, og om du kan løbe


Hvad er piriformis syndrom?


Piriformis er en lille muskel, der sidder dybt i ballen. Den går fra korsbenet til yderst på lårbenet og drejer benet udad. Under løb hjælper den med at holde hoften stabil, hver gang du lander på ét ben.

Iskiasnerven løber tæt forbi musklen og hos nogle mennesker direkte igennem den. Bliver musklen overbelastet, spændt eller hævet, kan den irritere nerven. Det kaldes piriformis syndrom.

Diagnosen er dog omdiskuteret, og den er formentlig sjældnere, end mange tror. Ondt i ballen skyldes ofte noget andet, og derfor er en grundig undersøgelse vigtig.

“Smerter kan sagtens komme fra et helt andet sted end der, hvor du mærker dem. Derfor skal du altid være nysgerrig på, hvad der er årsagen, og ikke kun på selve smerten,” siger fysioterapeut Nicklas Falkesgaard Pedersen.


Symptomer på piriformis syndrom


  • En dyb smerte i den ene balde
  • Smerten bliver værre, når du sidder længe, især på hårdt underlag
  • Det gør ondt at løbe op ad bakke eller gå på trapper
  • Snurren eller jagende smerte ned bag i låret, men sjældent under knæet
  • Ømhed, når du trykker midt i ballen


Piriformis syndrom eller iskias?


Iskias skyldes oftest, at en nerverod i lænden er i klemme, for eksempel på grund af en diskusprolaps. Ved iskias har du ofte også ondt i ryggen, smerterne stråler typisk ned under knæet, og du kan have følelsesløshed i foden eller tæerne.

Ved piriformis syndrom sidder smerten derimod primært i ballen, og ryggen gør som regel ikke ondt.

Søg akut læge, hvis du får nedsat kraft i benet, følelsesløshed i skridtet eller problemer med at holde på urin eller afføring.


Andre årsager til ondt i ballen og siddeknoglen


  • Senen fra baglåret: Smerte ved siddeknoglen, når du sidder, løber hurtigt eller op ad bakke. Læs mere om baglårsskader.
  • Senerne på ydersiden af hoften: Smerte på siden af hoften, især når du ligger på den side om natten.
  • Lænden eller bækkenet: Smerter, der stråler ud i ballen fra ryggen. Læs mere om lændesmerter.


Test: Har du piriformis syndrom?


Læg dig på ryggen, og træk det ene knæ op mod brystet. Før derefter knæet ind over kroppen mod den modsatte skulder.

Fremkalder det din kendte smerte dybt i ballen, kan piriformis være involveret. Testen kan dog ikke stille en diagnose, så få dine smerter undersøgt af en fysioterapeut, hvis de ikke går over.


Hvorfor får løbere piriformis syndrom?


  • Pludseligt mere belastning: Flere bakker, mere fart eller længere ture end normalt
  • Svage eller trætte baldemuskler: Når de større baldemuskler ikke holder hoften stabil, skal piriformis arbejde mere
  • Meget siddende arbejde: Langvarigt tryk på ballen kan irritere området


4 øvelser til piriformis syndrom


Øvelserne skal mindske spændingen i musklen og styrke hoften, så piriformis får mindre arbejde. Du må gerne mærke et stræk og træthed, men øvelserne må ikke forværre den jagende nervesmerte.


1. Piriformis stræk


Lig på ryggen med bøjede knæ. Læg anklen på det ømme ben over det modsatte knæ, og træk det nederste lår roligt ind mod brystet, til du mærker et stræk i ballen. Hold i 30 sekunder, og gentag 3 gange.


2. Massage med bold


Sid eller lig på en tennisbold eller massagebold, så den ligger midt i ballen. Rul langsomt rundt i 1-2 minutter, og bliv på de ømme punkter, så længe det føles behageligt.


3. Bækkenløft


Lig på ryggen med bøjede knæ og fødderne i gulvet. Spænd i balderne, og løft bækkenet, til kroppen er i en lige linje fra skuldre til knæ. Sænk langsomt. Når det er let, så lav øvelsen på ét ben. Lav 3 sæt af 10-15 gentagelser.


4. Muslingen


Lig på siden med bøjede knæ og hælene samlet. Løft det øverste knæ op, mens fødderne bliver sammen, og sænk det roligt igen. Hold bækkenet stille. Øvelsen styrker musklen på ydersiden af hoften. Lav 3 sæt af 15 gentagelser.

Find flere øvelser til en stærkere og mere stabil hofte i vores guide til hofteøvelser.


Hvor lang tid tager piriformis syndrom?


Det varierer meget. Mange oplever bedring i løbet af nogle uger, når de aflaster og laver øvelser, mens det for andre tager et par måneder.

Mærker du ikke fremgang efter 6-8 uger, eller bliver smerterne værre, så kontakt en fysioterapeut eller din læge.


Kan du løbe med piriformis syndrom?


Ja, hvis smerterne er milde og ikke bliver værre under eller efter turen. Løb kortere og roligere ture på fladt underlag, og vent med bakker og intervaller.

Bliver smerterne værre, så hold pause fra løb, og træn i stedet for eksempel svømning. Cykling kan forværre smerterne hos nogle, fordi du sidder på ballen med bøjede hofter.

Læs også om hoftebøjer øvelser og hvorfor store spring i distance kan øge risikoen for skader.