Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

løb

Hvor langt er et halvmaraton og et maraton? Distancer og tider

Skal du løbe dit første halvmaraton eller maraton og vil vide præcis, hvad du går ind til?

Et halvmaraton er 21,0975 km, og et maraton er 42,195 km. Men hvorfor er distancen så skæv, og hvor lang tid tager det egentlig at løbe dem?

I denne artikel bliver du klogere på:

  1. Hvor langt et halvmaraton og et maraton er
  2. Hvorfor et maraton er præcis 42,195 km
  3. Hvor lang tid det tager at løbe dem
  4. Hvad verdensrekorderne er


Hvor langt er et halvmaraton?


Et halvmaraton er 21,0975 km, altså præcis halvdelen af et maraton. I daglig tale runder de fleste af til 21,1 km.

Er et halvmaraton så 21 km? Næsten. Du skal løbe 97,5 meter mere end 21 km, før du krydser målstregen. Det kan godt mærkes, når benene er trætte.


Hvor langt er et maraton?


Et maraton er 42,195 km. Det er en af de få distancer i løb, der ikke er et rundt tal, og det har en historisk forklaring.


Hvorfor er et maraton 42,195 km?


Ifølge sagnet løb en græsk budbringer fra byen Marathon til Athen for at melde om en sejr i et slag. Ved de første moderne olympiske lege i 1896 var maratonløbet derfor omkring 40 km.

Ved OL i London i 1908 blev ruten lagt fra Windsor Castle til den kongelige loge på stadion, og det gav 42,195 km. Den distance blev senere fastlagt som den officielle maratondistance, og sådan har det været siden.


Maraton eller marathon?


Begge stavemåder bruges på dansk. Det er den samme distance, uanset om der står maraton eller marathon på startnummeret.


Hvor lang tid tager det at løbe et halvmaraton og et maraton?


Det afhænger af dit tempo. Her kan du se din sluttid ved forskellige tempi pr. kilometer:

Tempo pr. km Halvmaraton Maraton
4:30 1:34:56 3:09:53
5:00 1:45:29 3:30:58
5:30 1:56:02 3:52:04
6:00 2:06:35 4:13:10
6:30 2:17:08 4:34:16
7:00 2:27:41 4:55:22

Mange motionister løber et halvmaraton på mellem 1:45 og 2:30 og et maraton på mellem 3:45 og 5 timer. Går du hele vejen i et tempo på 5-6 km i timen, tager et halvmaraton mellem 3,5 og godt 4 timer.

Find dit eget tempo med vores pace beregner, eller regn på andre distancer i vores løbeberegner.


Verdensrekorder i halvmaraton og maraton


Pr. november 2026 ser rekorderne sådan ud:

  • Maraton, mænd: 1:59:30 af Sabastian Sawe fra Kenya i London i 2026. Det var første gang, nogen løb et officielt maraton på under to timer.
  • Maraton, kvinder: 2:09:56 af Ruth Chepngetich fra Kenya i Chicago i 2024.
  • Halvmaraton, mænd: 56:51 af Yomif Kejelcha fra Etiopien i Buenos Aires i august 2026.
  • Halvmaraton, kvinder: 1:02:52 af Letesenbet Gidey fra Etiopien i Valencia i 2021.

Ved VM i halvmaraton i København i september 2026 satte Agnes Ngetich fra Kenya verdensrekord i et løb kun for kvinder med 1:05:15, og Jacob Sommer Simonsen satte dansk rekord med 1:00:46.


Er du klar til distancen?


Begge distancer kræver forberedelse, og et maraton er markant hårdere end to halvmaratons. Byg gradvist op, og følg et program, der passer til dit niveau:

Få også løbecoach Nikolaj Bondes råd i Bliv klar til dit maraton. Alt over 42,195 km kaldes ultraløb, og det kan du læse mere om i vores guide til trailløb og ultraløb for begyndere.