900 km på 30 dage – Emily løb for at gøre en forskel

26-årige Emily Corneliussen kastede sig i juli ud i en udfordring, de færreste tør drømme om: at løbe 900 km på 30 dage – svarende til distancen mellem Skagen og Amsterdam.

Hver dag tilbagelagde hun 30 km for at samle penge ind til Make-A-Wish Danmark, en fond der ligger hendes hjerte nært.

Som teenager fik Emily selv et ønske opfyldt af fonden, og med Projekt 900 ville hun give noget tilbage, og forhåbentlig inspirere andre til at se mulighederne – præcis som Make-A-Wish gjorde for hende.

Med Projekt 900 har Emily allerede samlet over 70.000 kr. til Make-A-Wish – men rejsen er ikke slut endnu. Indsamlingen kører helt frem til 14. januar 2026, så du kan stadig være med til at gøre en forskel: projekt900.dk

Hvad løb du for - og hvad betyder løb for dig personligt?

At gøre noget større med løb

Projekt 900 er i sin helhed et velgørenhedsløb for Make-A-Wish. Da jeg i april 2024 besluttede mig for at kaste mig ud i det, var det først og fremmest fordi jeg havde fået evnen til at løbe tilbage, og jeg ville bruge den til noget større. Samtidig har jeg i mange år drømt om at kunne give tilbage til Make-A-Wish, så det føltes som en oplagt mulighed at forene de to ting.

At finde sig selv igen - gennem løb

Da jeg var 13 år, fik jeg konstateret Morbus Crohn, og pludselig måtte jeg opgive rigtig mange ting. Især det at være aktiv og dyrke sport blev sat på pause, fordi jeg fik ondt i maven hver gang, jeg løb. At jeg nu kan løbe igen, betyder derfor utrolig meget for mig. I mange år følte jeg ikke helt, at jeg var mig selv, men nu har jeg fået en lille del af det, jeg mistede, tilbage. Når jeg løber, føler jeg mig lidt mere hel - lidt mere som mig selv.

At løbe for dem, der har brug for håb

At løbe for netop Make-A-Wish har gjort de hårde dage lettere. Jeg tror, at man uanset hvad har brug for en stærk grund bag sine udfordringer, især når man kaster sig ud i noget, der ved første øjekast kan virke umuligt. For nogen er det nok bare at gøre det for sig selv, men for mig har det hele tiden handlet om mere end det. Jeg har aldrig tilladt mig selv at tvivle, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne svigte de børn, som ville få et ønske opfyldt på grund af Projekt 900.

Hvordan blev idéen til Projekt 900 født?

En dag i april sad jeg på mit kollegieværelse og følte mig tom indeni, selvom alt på overfladen så godt ud. Jeg var kommet ind på DTU, noget jeg havde drømt om siden jeg var lille, men som jeg måtte opgive efter gymnasiet, fordi jeg dengang var for syg til at studere. Nu var jeg begyndt at kunne løbe igen og havde lige gennemført min første løbetur på 15 km. Jeg havde det egentlig bedre end hvad jeg har haft i mange år, men jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg måtte gøre noget mere.

En spontan idé, et kæmpestort mål

Idéen om at løbe for Make-A-Wish kom næsten helt af sig selv. Jeg slog afstanden fra Skagen til København op på Google Maps, som sagde 800-et-eller-andet kilometer, så jeg rundede op til 900 for at have lidt ekstra at tage af. De 30 dage kom til, fordi jeg ville vise, hvordan det føles at leve med en kronisk sygdom: at stå op hver dag til den samme kamp, uden nogen vej udenom. Det er ikke bare et par dage og så er det overstået, det er uden ende. Jeg ved godt, at 30 dage ikke er for evigt, men for mig føltes det både kæmpestort og umuligt, da jeg fandt på det.

Så på bare 10 minutter var Projekt 900 født. Jeg skrev en besked til min fætter om idéen, og bagefter sendte jeg en mail til Make-A-Wish for at præsentere den.

Hvordan trænede du op til de 900 km? 

En hård start

Jeg startede med selv at træne op, men det gik ærligt talt ned ad bakke fra begyndelsen. Jeg pressede mig selv for hårdt, løb for meget, for ustruktureret og med alt for høj intensitet. Resultatet var, at jeg i slutningen af august havde så mange smerter i benene, at jeg ikke engang kunne løbe tre kilometer. Det var svært at indse, at jeg havde brug for hjælp, men da jeg fik en løbecoach og fysioterapeut, Emil fra Løberlab, med ind over, vendte det hele.

Vendepunktet

Fra september til december byggede vi stille og roligt op, kun zone 2 løb og masser af gåpauser. Det føltes hårdt, fordi jeg ikke kunne se de store fremskridt, men i slutningen af december løb jeg mit første halvmaraton. Og så skete der noget: nærmest fra den ene dag til den anden begyndte det hele at give pote. I januar var gåpauserne for længst væk, og jeg løb for første gang et helt løb med en gennemsnitspuls på 142, der vidste jeg, at det begyndte at ligne noget.

Opbygningen til de 900 km.

Fra januar til juli byggede jeg stille og roligt videre, op på 70 km om ugen uden skader. Min peak week endte på 100 km fordelt på seks dage, og det føltes fantastisk, ingen skader, bare klar til Projekt 900. Selvfølgelig har der været dage, hvor sygdommen har slået mig ud, eller hvor småskader har drillet, men samlet set har jeg kun misset en håndfuld træninger. Jeg kunne ikke have gjort det uden Emil - han har formået at presse mig helt til kanten, men aldrig over den.

Hvor meget fyldte styrketræning i programmet?

Jeg startede med tre styrkepas om ugen, men da jeg kom op over 50 km i ugentlig volumen, satte jeg det ned til to. Jeg arbejder selv som personlig træner og elsker styrketræning, så det var svært at mærke min styrke forsvinde undervejs. Til sidst havde jeg ikke overskud til meget andet end at fokusere på løbet, så det vigtigste blev at få lavet mine prehab-øvelser til knæ, lægge og skinneben.

Hvordan håndterede du smerter og udmattelse undervejs?

Det har helt klart været hårdt, især når målet føltes uendeligt langt væk, fordi jeg enten havde smerter i benene eller var for udmattet til at lave noget som helst. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg nok skulle klare det. Mine dårlige dage nu er intet i forhold til mine dårlige dage for 5–10 år siden. Det er måske en af de få fordele ved at være kronisk syg.. man får et helt andet perspektiv på hverdagens udfordringer.

Hvordan optimerede du din restitution?

Hvis jeg skal være ærlig, så optimerede jeg den ikke særlig meget, mest fordi jeg ikke havde overskud til det. Jeg spiste ikke altid optimalt, jeg strakte ikke ud, lavede ikke mobilitet og fulgte ikke de klassiske rutiner. Det vigtigste for mig var at prioritere søvn og sikre mindst otte timer hver nat. Derudover brugte jeg ofte motionscyklen til at give benene en pause fra løbet.

Hvad spiste og drak du før, under og efter løb?

Før mine træninger spiste jeg ofte yoghurtboller med peanutbutter og sirup. Da jeg løb mit første halvmaraton i december, begyndte jeg at bruge gels undervejs, men under selve Projekt 900 skar jeg dem næsten helt væk. Efter træning handlede det mest om at få noget hurtigt og nemt ned - gerne med elektrolytter og lidt mad, uanset hvad det var.

Under selve projektet måtte jeg dog ændre strategi fuldstændigt. Jeg startede dagen med en skål Cheerios cirka en time inden løb. Undervejs holdt jeg flere små pauser, hvor jeg spiste vingummier og kiks for at holde energien oppe. Efter løbet spiste jeg det, jeg kunne få ned, oftest toastbrød med kylling eller tunsalat.

Tænkte du over kalorieindtag og forbrænding?

En lille smule i baghovedet, jeg ved godt cirka, hvor meget jeg har brug for, og hvor meget protein jeg skal have. Men i praksis hjælper planer mig ikke så meget, fordi min mave er ekstremt uforudsigelig. Derfor handlede det mest om at spise, hvad jeg kunne, når jeg kunne, uden at få det dårligt.

Jeg holdt min vægt overraskende stabil under hele løbet, og det tror jeg faktisk mest, jeg kan takke vingummier og sodavand for.

Hvordan boede du undervejs - og hvem hjalp dig på turen? 

Jeg havde fået sponsoreret en campervan, som jeg boede i under hele turen, og min mor og min kæreste var med som support crew. Så på mange måder føltes det som en lang campingferie. Jeg synes faktisk, det var rigtig hyggeligt, men jeg tror, de var lidt trætte af det til sidst.

Det vigtigste, jeg tager med mig, er, hvor meget lettere alting bliver, når man har de rigtige mennesker bag sig. Jeg kunne aldrig have gjort det uden dem, og heller ikke uden Emil eller mine andre sponsorer.

Hvilket udstyr brugte du under de 900 km? 

Jeg løb kun i liiteGuard tøj: GLU-TECH SHORT TIGHTS, ULTRALIGHT SOCKS og GROUND-TECH T-SHIRT. Det var utrolig vigtigt for mig at løbe i liiteGuard - også hvis jeg ikke havde været så heldig at få det sponsoreret. Da jeg fik mit første par rigtige løbetights i fødselsdagsgave i 2023, var det liiteGuard, og det har været mit favoritmærke lige siden.

Alt sad præcis, som det skulle. ULTRALIGHT SOCKS får min højeste anbefaling! Jeg fik ikke en eneste vabel under hele turen. GLU-TECH SHORT TIGHTS er efter min mening de perfekte shorts, og GROUND-TECH T-SHIRT fungerede helt genialt på sommerdagene. 

Hvad håber du, andre tager med sig fra din historie

Hvilket råd vil du give til de der overvejer at kaste sig ud i noget lignende?

Jeg vil sige: go for it! Vi kan så meget mere, end vi selv tror. Man finder først sine egentlige grænser, når man tør gå efter det, der føles umuligt. Du finder aldrig ud af, hvor langt du kan svømme, hvis du hele tiden kan skubbe fra bunden.

Men jeg vil også sige, at hvis man kaster sig ud i noget stort og skræmmende, så er det en kæmpe hjælp at have et stærkt fundament, et “why”. Noget vigtigt at falde tilbage på, som kan bære dig igennem selv på de hårdeste dage. Det er måske ikke en absolut nødvendighed, men det gør en verden til forskel.

Hvad er det næste for dig? Og kunne du finde på at gøre noget lignende igen?

Det er et rigtig godt spørgsmål! Siden jeg kom hjem, har jeg leget med tanken om både ultraløb, Ironman og nye personlige rekorder på halvmaraton. Lige nu har jeg dog fuldt fokus på kost og styrketræning, jeg vil være stærk igen og finde balancen mellem styrke og kondition, og det kræver en masse mad, hvis jeg samtidig skal præstere godt hele vejen rundt.

Jeg kunne sagtens finde på at kaste mig ud i noget “skræmmende umuligt” igen. Projekt 900 har åbnet mange døre for mig, både personligt og professionelt, og jeg er slet ikke klar til at lukke dem endnu.