GirlsGoWild - Et fællesskab af eventyr!

GirlsGoWild på tur

af Sofie Kildahl, stifter af GirlsGoWild.

Motivation til at bryde ud af komfortzonen

Ambitioner, planer, udfordringer, drive og vildskab - noget, der altid har været en stor del af mig, men som min usikkerhed og perfektionisme i mange år har lagt låg på. Fik jeg en vild idé, blev den hurtigt afløst af tanken om hvad nu hvis.., og så lod jeg være. I stedet kunne jeg sidde derhjemme, scrolle mit Instagram-feed igennem og se på alle andres liv med spændende planer, der blev ført ud i livet, mens mine egne blot blev ved drømmen. Den pige, der føler usikkerhed, er i dag stadig en del af mig, men jeg er bare blevet bedre til overtale hende til at springe ud livet. Jeg ved nemlig nu, at jeg langt hellere vil prøve end slet ikke at gøre det - og ja, måske fejler jeg og måske bliver det min hårdeste kamp, men uanset hvad, så lærer og oplever jeg langt mere end hvis jeg var blevet hjemme. Heldigvis ved jeg nu også, at det ofte går rigtig godt, og at jeg på den anden side af kampen står en endnu stærkere med mere mod på livet. Og så fandt jeg også styrken i, at gøre tingene sammen med andre!

Et fællesskab, der inspirerer og motiverer til nye oplevelser!

Mit navn er Sofie Kildahl, og jeg er her for at fortælle min historie om, at gå fra at være en usikker pige, der spændte ben for sig selv, til i dag at have langt mere mod i livet til at tage på nye eventyr og ikke mindst mod til motivere andre til at gøre tanke til handling. Derfor har jeg startet projektet GirlsGoWild.dk, der skal inspirere kvinder til at udfordre sig selv.

                                      

GirlsGoWild.dk er startet med udgangspunkt i min egen erfaring og udvikling. Her inviterer jeg kvinder med på ture, nye udfordringer og oplevelser, fordi jeg ønsker at vi er flere, der skal turde at springe ud i nye ting, der for nogle kan være grænseoverskridende. Nogle kommer aldrig til at gøre det alene, og her er GirlsGoWild.dk en kæmpe faktor for, at de rent faktisk tør at tage det første skridt ud af deres usikkerhed. Udover at vi motiverer hinanden, så er nogle oplevelser også bare lidt federe, når vi gør det sammen og kan dele både op- og nedture i et trygt fællesskab.
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste derude, der drømmer om at sige JA TAK til vilde udfordringer og skabe flere historier. Men ofte er vi bare rigtig gode til at spænde ben for os selv - noget, jeg tror bl.a. kommer af, at vi lever i en verden, hvor vi konstant stræber efter det perfekte og stiller enormt høje krav til os selv. Det betyder desværre også, at vi helst undgår situationer, hvor vi ikke har kontrol eller risikerer at opleve et nederlag.

                       

Et spirende projekt

Jeg startede hele projektet i sommeren 2020, og har siden da lavet det sideløbende med mit studie og arbejde. Indtil videre har GirlsGoWild inviteret på vandreture og trailløb i Søhøjlandet og lang Nordvestkysten. 

Listen af vores fælles oplevelser skal gerne blive ufattelig lang, men som med alt andet har corona gjort det svært at arrangere fysiske events. Heldigvis er de seje kvinder med på den værste og derfor har GirlsGoWild har fået stor succes med virtuelle challenges og events. Idéen udsprang af, at jeg tidligere har lavet en del challenges for mig selv og efterfølgende delt på min instagram-profil, hvor det er blevet taget rigtig godt imod af andre. Det gode ved de sociale medier er jo, at vi kan tagge og dele hinandens opslag, og derigennem skabe et helt unikt fællesskab, der skaber støtte og motivation selvom vi ikke er sammen fysisk.

I december afholdt GirlsGoWild en virtuel julekalender-challenge. Her skulle de 14 deltagende kvinder gennemføre alle distancer fra 1-24 km i en selvvalgt rækkefølge over julens 24 dage. Kvinderne fik tilsendt en pakkekalender med ekstra energi til hver eneste tur, for at skabe et ekstra skud motivation i julens ellers travle dage og for at få følelsen af, at projektet var noget vi gjorde i fællesskab!

I januar afholdt GirlsGoWild endnu et virtuelt event, nemlig 24/6-challenge, der blev en endnu større succes med hele 67 deltagende kvinder. Over 24 timer løb de enten 5 eller 10 kilometer hver 4. time. Det var et hårdt døgn på flere parametre, da de naturligt udfordres både fysisk og mentalt. Trætheden mærkes i både kroppen og hovedet, og man skal altså virkelig hanke op i sig selv for at komme afsted på de sidste ture i mørket og kulden. Alle de deltagende var så seje, og der blev delt og heppet på hinanden virtuelt over Instagram. Det er bestemt ikke sidste gang, vi arrangerer det!

Men hvorfor kun for kvinder...

Som navnet antyder er GirlsGoWild kun for kvinder, fordi jeg oplever at dynamikken i en gruppe er helt anderledes, når kønnene blandes - på både godt og ondt. Jeg er selv vant til at trives i mandsdominerede fællesskaber bl.a. med min baggrund i Forsvaret, hvor jeg oplevede hvordan mænd kan være mere frygtløse og ikke er så bange for at fejle - og det tror jeg egentlig godt at kvinder som jeg selv kan lære rigtig meget af. Men når nu GirlsGoWild så alligevel kun er for kvinder, er det fordi jeg oplever at mange tør være mindre bange for at fejle og mere løsslupne, når der ikke er mænd til stede. Derudover så tror jeg også, at samtalerne bliver dybere og fællesskabet stærkere, når vi kun er kvinder afsted sammen.
Meningen med GirlsGoWild er også at opfordre til, at vi mennesker bliver bedre til at klappe hinanden på skulderen. Jeg oplever tit at vi er supergode til at kommentere og støtte hinanden på sociale medier som Instagram og Facebook, men at vi i den virkelige verden slet ikke er nær så gode til at give en high-five til en fremmed. Vi tør ikke prikke hende den seje i fitnesscenteret på skulderen og sige: ‘’Jeg synes faktisk du er for sej! Har du lyst til en træning eller løbetur sammen?’’. I stedet er vi verdensmestre i at tro, at vi ikke er gode eller dygtige nok, og derfor vælger vi tit bare løbeture alene, derfor træner vi kun med kæresten og derfor gør vi altid det vi finder trygt og ved vi kan.
Med GirlsGoWild ønsker jeg at inspirere, motivere og invitere andre kvinder med på ture, som får dem ud af deres komfortzone og til at turde mere!
Vores næste challenge er Fuldmåne-challenge, der afholdes d. 28. marts med garanti for at det bliver hårdt på den fede måde! Du kan læse mere på www.GirlsGoWild.dk eller følge med på vores Instagramprofil GirlsGoWild!